As the financial stakes in top- flight football heat up, players are now beginning to question whether their next tackle could lead to a yellow card or a multi million pound lawsuit. John Hewison, partner at Manchester-based law firm George Davies, is an expert on sports and entertainment law and asks if players, clubs and the authorities are aware of the extent of their liability…

1. RISKY BUSINESS
The financial state of the modern European game has been the pet subject of many sports columnists and plenty of bar room banter in recent times. The polarization of large and small clubs has never been more significant. The vast chasm between those clubs in the top divisions battling it out in European competition and those aspiring toward it becomes deeper ingrained with each passing season. The effects of promotion or relegation have more dramatic effects on the health of clubs than ever before.

Put simply, the financial impact of actions and decisions on and off the pitch can spell life or death in an instant for football clubs all over Europe. Actions off the pitch such as bad business decisions, lack of sponsorship cash and falling attendances can bode just as badly as a lack of goals from a new record-buy centre forward. Soccer is becoming risky business as clubs struggle to maintain solvency. Dozens of British clubs have been hit hard by falling into insolvency in recent years. This bodes badly not just for the clubs themselves, but also for the remainder who are keeping their heads above water. This is because danger lurking around the corner could topple many of these clubs into further decline

2. RUSSIAN ROULETTE
An increase in the number of high profile players targeted by missile-throwing yobs on the terraces last season has already prompted football clubs and the authorities to seek legal advice in order to establish where liability lies in the event of serious injury.

Although the safety of spectators has generally improved over the years, player safety has been overlooked. Incidents such as coin throwing, pitch invasions and assaults on players are hazards that largely go unpunished or undetected. It is a potential minefield because there is so much legislation that could be used in a court of law. For example, a claim of ‘unsafe working conditions’ could be leveled against some European clubs. Clubs, spectators and football associations could also be held responsible. Already, clubs are preparing legal contingency plans should a player become injured by a missile thrown by a yob or attacked by a spectator.

However, it is actions on the pitch, within the controls of the players that can potentially have the most devastating effect on clubs and careers. The threat of legal action by players (and clubs) affected by injuries sustained on the field of play increasingly hangs over the game like a dark shadow. The alleged threat by Alfe Inge Haaland to pursue a claim against Roy Keane is a topical case in point. The FA found the Manchester United captain guilty on two counts of bringing the game into disrepute. He was fined £150,000 and banned for five matches.

If a loss of earnings claim were to be leveled by any top-flight footballer then the calculation of compensation would be a mammoth task. The earnings power of top players far outstrips the entire value of many of the lower division clubs. Indeed, the value of some players boot deal alone is far beyond the value of some squads in the game at the moment.

Clubs that had previously taken insurance to cover the actions of their players on the pitch against opponents have discovered either premiums have rocketed to unviable proportions or commercial insurers won’t touch it with a bargepole. The risks and sums of money involved are just too high should insurers have to pay out. Players are left exposed to carry the can for their own actions and this is where the soccer ends and a dangerous game of Russian roulette begins.

3. HEADS OR TAILS?
In 1988 Danny Thomas received £30,000 for a tackle that ended his career. Ian Durrent (Rangers) settled out of court for a total of £300,000 for a tackle that put him sidelined for three years. Both sums are a mere pittance compared to the pay packets of today’s international stars, but two early examples of how legal action can be successful.

In 1997 Kevin Grey ruined Gordon Watson’s career by breaking his leg in a local derby match between Bradford City and Huddersfield Town. Legendary BBC soccer pundit Jimmy Hill described the foul as “the worst tackle I have ever seen”. The case went to court and Watson was awarded a record-breaking £1 million in compensation. In this case, a court decided that a professional player would have known there was a significant risk that such a challenge would result in physical injury. The club was held to be vicariously liable for their employee’s negligence.

On the other hand, Paul Elliot (Chelsea) spent a small fortune pursuing a similar claim against Dean Saunders (Liverpool) and received nothing.

These two differing cases neatly present the problems being pondered by clubs and players. Deciding whether a player has the right to legal action is a difficult one and it goes without saying that the specific facts in each case are unique. Whether or not legal action is the best step is also a difficult choice. Watson may agree it is. Elliot, most probably not. Crucially, what if a player at an insolvent club is to blame?

4. OWN GOAL
Litigation can be a minefield when players take other players to court. An extreme difficulty for judges is putting themselves in the boots of the accused player. Football is all about split-second decisions by players and officials. How is a player to know when to pull out of a tackle that could result in injury when he or she is caught up in the frantic activity of a match? What would a judge use as evidence?

Some incidents will be more clear-cut than others. High profile games will undoubtedly have a number of camera angles of the incident not available at lesser matches. Some career-ending incidents might not even be a foul. After all, 50/50 challenges can also have ugly outcomes.
Previous disciplinary records of the accused, referees reports, eyewitnesses and managers statements have all been used by the court to reach a decision in such soccer-related cases.

Taken that a big-name player takes legal action and succeeds in being compensated for his loss of earnings to the tune of a few million pounds (which is not unfeasible) – it would take a miracle for a player with an insolvent club to pay up if they were held to be vicariously liable where they have no insurance. The player himself could be left trying to settle huge damages.

It is essential for the well being of the sport and for spectator enjoyment that club managers (and presumably shareholder and directors) keep star players on the bench when playing against lower teams or in so-called lesser competitions to avoid the risk of writing off a key asset. In the event of a giant- killing act, this could be an own goal tactic, but increasingly it’s a risk that they are willing to take to avoid the even bigger problem of major injuries.

5. THE FUTURE?
There is no doubt that legal action against players and clubs looks set to increase in the future. Arguments over who will end up paying compensation will inevitably rumble on.

The judge in the Elliot v Saunders case suggested the development of ‘no fault’ insurance. Some footballing bodies have backed an insurance scheme linked to binding arbitration. This would take the form of all clubs contributing to a pot of money available for injured players who want compensation. This kind of scheme would probably have saved Paul Elliot the heartache of losing his long winded, expensive legal battle case and could stop current players suffering the same fate. However, others in the game feel this could be seen as endorsing such tackles.

It is fair to say that legal advice for football clubs has never been in higher demand. If the result of expert legal advice is proper compensation for players crocked by reckless tackles and stiff penalties for offenders then there are positives that can be gleaned. However, it is vital that all this has to be balanced if the law is to impose changes on the nature of the game enjoyed by millions.

Publisert 16.05.03

Bosman-dommen afsagt af EF-domstolen i Luxembourg var en bombe under fodboldens internationale regelsæt der nødvendiggjorde, at forholdene indenfor sport, særligt den professionelle sportsudøvelse skulle vurderes på samme måde som andre almindelige erhverv i forhold til juraen og de EU-retlige regler om arbejdstagernes fri bevægelighed. Retstilstanden har er dog ikke præget af den nødvendige juridiske klarhed – hverken for spillere, nationale forbund eller klubber.

1. Idrættens juridiske særstatus
Idrætten – og især fodbolden – har gennem tiderne haft held og evne til at opnå en juridisk særstilling, som man ikke ser hos andre faggrupper. Ulovlige kommunale tilskud, tvivlsomme ansættelseskontrakter og specielle nationalitetsbegrænsninger har været og er en del af den almindelige retstilstand.
Utvivlsomt kan der opstilles en række gode grunde til hvorfor fodbolden skal have lov til at bryde med en række juridiske standarder. Med de nye transferregler slipper man f.eks. for at nedrykningstruede Superliga-klubber kan leje en mindre hær af klassespillere op til sæsonafslutningen, hvilket kunstigt forrykker styrkeforholdet.
Omvendt kan man stille sig det spørgsmål om det vil være rimeligt, hvis strøgbutikker ikke kunne ansætte ekstra medhjælp op til julesalget. I princippet var det dét spørgsmål, som EF-Domstolen stillede i Bosman-sagen, hvilket afsluttede æraen med fodboldens transferbindinger efter kontraktudløb.

2. Ny Bosman-sag?
Bosman-sagen skabte en forpligtelse for FIFA til at tage sine transferregler op til overvejelse. Reglerne om transfervinduer, organisationer og kompensation til klubber der udvikler talenterne har dog på ingen måde sikret den ønskede gennemsigtighed, og nu tyder meget på, at en ny Bosman-sag kan være undervejs.
Islændingen Arnar Gunnlaugsson skiftede i august fra engelske Stoke City til skotske Dundee United, men er efter manglende succes blevet løst fra sin kontrakt. Gunnlaugsson skulle være blevet så træt af tilværelsen i det skotske, at han ønsker at flytte til et andet land. Hvilket lyder ganske fornuftigt, hvis ikke det var fordi FIFA’s regler kun giver mulighed for at skifte organisation én gang pr. sæson. Den tidligere Feynoord-spiller er derfor bundet til at spille i Skotland indtil sæsonafslutningen.

De EU-retlige regler om arbejdstagernes fri bevægelighed
Blandt grundpillerne indenfor EU-rettens friheder er arbejdstageres ret til fri bevægelighed. Et princip som i praksis fra EF-Domstolen går tilbage til 1978, hvor en fransk langturschauffør prøvede at erhverve sit et tysk erhvervskørekort, hvilket blev afslået af de tyske myndigheder grundet færdselsmæssige hensyn. Domstolens naturlige underkendelse af argumentationen medførte nogle grundsætninger, som efterfølgende er anvendt i praksis.

Der må efter Traktaten om oprettelsen af det Europæiske Fællesskabs(TEF) art. 39 ikke ske diskrimination imellem arbejdstagere indenfor EU, medmindre det er sagligt begrundet, f.eks. rimelige sprogkrav, eller i øvrigt er begrundet under henvisning til en af de i traktatens opremsede hensyn – hensynet til den offentlig sikkerhed eller sundhed osv.

Herudover fremgår det af EF-domstolens praksis, at det som udgangspunkt er i strid med EU-retten, at opstille hindringer, der skader arbejdskraftens frie bevægelighed.

Hindringerne må kun opstilles, hvor dette sker ud fra tungvejende samfundsmæssige årsager og hvis indgrebet ikke er mere vidtgående end det samfundsmæssige hensyn tilsiger.

Da hensynet til en rimelig sportslig konkurrence mellem fodboldklubberne næppe efter EF-domstolens praksis er et tungtvejende samfundsmæssig hensyn, der tilsiger hindringer i den fri bevægelighed, vil man fra FIFA’s side næppe kunne dække sig ind under indsnævringen i arbejdskraftens bevægelighed på dette under henvisning til noget sådant. Skal det ske, vil det være ud fra sportspolitiske argumenter gående ud på, at det er skadeligt for fodbolden hvis hold ved kunstige korttidskontrakter kunne købe sig til en forbigående unaturlig styrke.

Der vil her være tale om et argument, som ikke er mere juridisk holdbart end de tyske færdselsmyndigheders i den ovenfor omtalte sag. I hvert fald må transfervinduer og organisationer siges at være på kant med kravet om, at der som udgangspunkt ikke må opstilles faktiske barrierer mod arbejdskraftens frie bevægelighed.

FIFA indgik seneste ændringer af transfersystemet med Europa-Kommissionen, hvilket ellers burde være udtryk for at reglerne er i overensstemmelse med EU-retten, idet Kommissionens hovedopgave er at drage omsorg for overholdelse af EU-retten. Kommissionens initiativer kan som udgangspunkt ikke være i strid med fx gældende traktater. Det er dog EF-domstolens opgave, at tage stilling til dette spørgsmål i den sidste ende.

Det svære spørgsmål, som EF-domstolen i givet fald skal tage stilling til er altså om det er vigtigst at der er fri bevægelighed, eller om hensynet til en fair sportslig konkurrence mv. mellem klubberne er af en sådan karakter, og i øvrigt ikke for vidtgående, at hindringer og begrænsninger i den fri bevægelighed kan opretholdes. Med Bosman-sagen i baghovedet peger meget dog i retning af en ny underkendelse af fodboldens interne regler.

3. DBU’s egen dispensation
Som en af de få medlemsorganisationer har DBU forlænget transfervinduet så der kan ske spillerhandler frem til den 1. marts. En mulighed OB har benyttet sig af ved købet af Steffen Højer fra Viborg. I skrivende stund ligger andre Superliga-klubber i forhandlinger om forstærkninger, og der må derfor forventes flere handler i de sidste dage af februar.
Mens forbundene i sommerpauserne har forholdsvist frie hænder med fastsættelsen af transfervinduernes længde fra afslutningen af en sæson til påbegyndelse af en ny, ”bør” vinduet midt på sæsonen ikke åbnes i mere end 4 uger. Med den åbne formulering ”bør” har FIFA dog givet de nationale forbund mulighed for længerevarende transfervinduer.
En gennemgang af regelsættets andre regler giver imidlertid en formodning for, at ”burde” skal fortolkes indskrænkende, så det kun i et begrænset omfang vil være muligt for de nationale forbund at udstrække transferperioderne. Især da det ville skabe en skævvridning af markedet, hvis nogle ligaer kunne udnytte andres transferfrie perioder til uforholdsmæssigt gode handler.
Når DBU tillader dobbelt så lange transferperioder som hovedparten af alle andre organisationer, kan det kun anses for et tvivlsomt initiativ. Risikoen er at handler indgået op til den 1. marts vil være en overtrædelse af FIFA’s regler, hvilket bør medfører deres ugyldighed. De implicerede spillere vil i så fald stå i en situation hvor de ikke har mulighed for at kunne spille fodbold frem til spillermarkedets genåbning.
Opstår situationen er de erstatningsmæssige konsekvenser uklare, da såvel spiller som klub har handlet i overensstemmelse med udstukket regelsæt. En oplagt mulighed er dog at pålægge DBU erstatningsansvaret, da deres regler har medført den usikre retstilstand.

4. Jura og den virkelige verden
Bringer Gunnlaugsson eller andre FIFA’s transferregler til fald, kan man stille sig spørgsmålet om det er juraen eller fodbolden der har fejlet? Juraen, fordi den ikke forstår fodboldens mekanismer eller sporten, fordi den forventer en særstilling som ikke reelt kan begrundes ud fra en juridisk synsvinkel.

Jurister og fodboldfolket kan måske hurtigt komme til den lette løsning, at det selvfølgelig er Kommissionen der har fejlet. For hvordan kan en flok embedsmænd forsøge at skabe et kompromis mellem to så forskellige verdener?

Fakta:
TEF art. 39:Arbejdskraftens frie bevægelighed sikres indenfor Fællesskabet.
1. Arbejdskraftens fri bevægelighed sikres inden for Fællesskabet.
2. Den forudsætter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og andre ansættelsesvilkår.
3. Med forbehold af de begrænsninger der begrænses af hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed, indebærer det retten til
a. At søge faktisk tilbudte stillinger,
b. Frit at bevæge sig inden for medlemsstaternes område i dette øjemed,
c. At tage ophold i et af medlemsstaterne for der at have beskæftigelse i henhold til de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der gælder for indenlandske arbejdstageres beskæftigelse
d. At blive boende på et medlemsstats område på de af Kommissionen ved gennemførselsordninger fastsatte vilkår efter at have haft ansættelse der.
4. Bestemmelserne i denne artikel gælder ikke for ansættelse i den offentlige administration.

FIFA’s regelsæt til regulering af transferreglerne:
Art. 2:Hvert nationalt forbund fastlægger to registreringsperioder pr. år, ud fra følgende principper:
a. Den første periode starter, tidligst, når det nationale mesterskab er afgjort, og senest, før det efterfølgende nationale mesterskab begynder. Denne periode bør, i princippet, ikke vare over 6 uger.
b. Den anden periode starter ca. i midten af sæsonen. Perioden bør, i princippet, ikke varer mere end 4 uger og bør være begrænset til registrering udelukkende af sportsbegrundede årsager, såsom teknisk vedligeholdelse af et hold eller til erstatning af skadede spillere, eller under meget specielle forhold.
2. De nationale forbund skal underrette FIFA om afholdelse af perioderne.

Kilde:www.retssal.dk