Bosman-dommen afsagt af EF-domstolen i Luxembourg var en bombe under fodboldens internationale regelsæt der nødvendiggjorde, at forholdene indenfor sport, særligt den professionelle sportsudøvelse skulle vurderes på samme måde som andre almindelige erhverv i forhold til juraen og de EU-retlige regler om arbejdstagernes fri bevægelighed. Retstilstanden har er dog ikke præget af den nødvendige juridiske klarhed – hverken for spillere, nationale forbund eller klubber.
1. Idrættens juridiske særstatus
Idrætten – og især fodbolden – har gennem tiderne haft held og evne til at opnå en juridisk særstilling, som man ikke ser hos andre faggrupper. Ulovlige kommunale tilskud, tvivlsomme ansættelseskontrakter og specielle nationalitetsbegrænsninger har været og er en del af den almindelige retstilstand.
Utvivlsomt kan der opstilles en række gode grunde til hvorfor fodbolden skal have lov til at bryde med en række juridiske standarder. Med de nye transferregler slipper man f.eks. for at nedrykningstruede Superliga-klubber kan leje en mindre hær af klassespillere op til sæsonafslutningen, hvilket kunstigt forrykker styrkeforholdet.
Omvendt kan man stille sig det spørgsmål om det vil være rimeligt, hvis strøgbutikker ikke kunne ansætte ekstra medhjælp op til julesalget. I princippet var det dét spørgsmål, som EF-Domstolen stillede i Bosman-sagen, hvilket afsluttede æraen med fodboldens transferbindinger efter kontraktudløb.
2. Ny Bosman-sag?
Bosman-sagen skabte en forpligtelse for FIFA til at tage sine transferregler op til overvejelse. Reglerne om transfervinduer, organisationer og kompensation til klubber der udvikler talenterne har dog på ingen måde sikret den ønskede gennemsigtighed, og nu tyder meget på, at en ny Bosman-sag kan være undervejs.
Islændingen Arnar Gunnlaugsson skiftede i august fra engelske Stoke City til skotske Dundee United, men er efter manglende succes blevet løst fra sin kontrakt. Gunnlaugsson skulle være blevet så træt af tilværelsen i det skotske, at han ønsker at flytte til et andet land. Hvilket lyder ganske fornuftigt, hvis ikke det var fordi FIFA’s regler kun giver mulighed for at skifte organisation én gang pr. sæson. Den tidligere Feynoord-spiller er derfor bundet til at spille i Skotland indtil sæsonafslutningen.
De EU-retlige regler om arbejdstagernes fri bevægelighed
Blandt grundpillerne indenfor EU-rettens friheder er arbejdstageres ret til fri bevægelighed. Et princip som i praksis fra EF-Domstolen går tilbage til 1978, hvor en fransk langturschauffør prøvede at erhverve sit et tysk erhvervskørekort, hvilket blev afslået af de tyske myndigheder grundet færdselsmæssige hensyn. Domstolens naturlige underkendelse af argumentationen medførte nogle grundsætninger, som efterfølgende er anvendt i praksis.
Der må efter Traktaten om oprettelsen af det Europæiske Fællesskabs(TEF) art. 39 ikke ske diskrimination imellem arbejdstagere indenfor EU, medmindre det er sagligt begrundet, f.eks. rimelige sprogkrav, eller i øvrigt er begrundet under henvisning til en af de i traktatens opremsede hensyn – hensynet til den offentlig sikkerhed eller sundhed osv.
Herudover fremgår det af EF-domstolens praksis, at det som udgangspunkt er i strid med EU-retten, at opstille hindringer, der skader arbejdskraftens frie bevægelighed.
Hindringerne må kun opstilles, hvor dette sker ud fra tungvejende samfundsmæssige årsager og hvis indgrebet ikke er mere vidtgående end det samfundsmæssige hensyn tilsiger.
Da hensynet til en rimelig sportslig konkurrence mellem fodboldklubberne næppe efter EF-domstolens praksis er et tungtvejende samfundsmæssig hensyn, der tilsiger hindringer i den fri bevægelighed, vil man fra FIFA’s side næppe kunne dække sig ind under indsnævringen i arbejdskraftens bevægelighed på dette under henvisning til noget sådant. Skal det ske, vil det være ud fra sportspolitiske argumenter gående ud på, at det er skadeligt for fodbolden hvis hold ved kunstige korttidskontrakter kunne købe sig til en forbigående unaturlig styrke.
Der vil her være tale om et argument, som ikke er mere juridisk holdbart end de tyske færdselsmyndigheders i den ovenfor omtalte sag. I hvert fald må transfervinduer og organisationer siges at være på kant med kravet om, at der som udgangspunkt ikke må opstilles faktiske barrierer mod arbejdskraftens frie bevægelighed.
FIFA indgik seneste ændringer af transfersystemet med Europa-Kommissionen, hvilket ellers burde være udtryk for at reglerne er i overensstemmelse med EU-retten, idet Kommissionens hovedopgave er at drage omsorg for overholdelse af EU-retten. Kommissionens initiativer kan som udgangspunkt ikke være i strid med fx gældende traktater. Det er dog EF-domstolens opgave, at tage stilling til dette spørgsmål i den sidste ende.
Det svære spørgsmål, som EF-domstolen i givet fald skal tage stilling til er altså om det er vigtigst at der er fri bevægelighed, eller om hensynet til en fair sportslig konkurrence mv. mellem klubberne er af en sådan karakter, og i øvrigt ikke for vidtgående, at hindringer og begrænsninger i den fri bevægelighed kan opretholdes. Med Bosman-sagen i baghovedet peger meget dog i retning af en ny underkendelse af fodboldens interne regler.
3. DBU’s egen dispensation
Som en af de få medlemsorganisationer har DBU forlænget transfervinduet så der kan ske spillerhandler frem til den 1. marts. En mulighed OB har benyttet sig af ved købet af Steffen Højer fra Viborg. I skrivende stund ligger andre Superliga-klubber i forhandlinger om forstærkninger, og der må derfor forventes flere handler i de sidste dage af februar.
Mens forbundene i sommerpauserne har forholdsvist frie hænder med fastsættelsen af transfervinduernes længde fra afslutningen af en sæson til påbegyndelse af en ny, ”bør” vinduet midt på sæsonen ikke åbnes i mere end 4 uger. Med den åbne formulering ”bør” har FIFA dog givet de nationale forbund mulighed for længerevarende transfervinduer.
En gennemgang af regelsættets andre regler giver imidlertid en formodning for, at ”burde” skal fortolkes indskrænkende, så det kun i et begrænset omfang vil være muligt for de nationale forbund at udstrække transferperioderne. Især da det ville skabe en skævvridning af markedet, hvis nogle ligaer kunne udnytte andres transferfrie perioder til uforholdsmæssigt gode handler.
Når DBU tillader dobbelt så lange transferperioder som hovedparten af alle andre organisationer, kan det kun anses for et tvivlsomt initiativ. Risikoen er at handler indgået op til den 1. marts vil være en overtrædelse af FIFA’s regler, hvilket bør medfører deres ugyldighed. De implicerede spillere vil i så fald stå i en situation hvor de ikke har mulighed for at kunne spille fodbold frem til spillermarkedets genåbning.
Opstår situationen er de erstatningsmæssige konsekvenser uklare, da såvel spiller som klub har handlet i overensstemmelse med udstukket regelsæt. En oplagt mulighed er dog at pålægge DBU erstatningsansvaret, da deres regler har medført den usikre retstilstand.
4. Jura og den virkelige verden
Bringer Gunnlaugsson eller andre FIFA’s transferregler til fald, kan man stille sig spørgsmålet om det er juraen eller fodbolden der har fejlet? Juraen, fordi den ikke forstår fodboldens mekanismer eller sporten, fordi den forventer en særstilling som ikke reelt kan begrundes ud fra en juridisk synsvinkel.
Jurister og fodboldfolket kan måske hurtigt komme til den lette løsning, at det selvfølgelig er Kommissionen der har fejlet. For hvordan kan en flok embedsmænd forsøge at skabe et kompromis mellem to så forskellige verdener?
Fakta:
TEF art. 39:Arbejdskraftens frie bevægelighed sikres indenfor Fællesskabet.
1. Arbejdskraftens fri bevægelighed sikres inden for Fællesskabet.
2. Den forudsætter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og andre ansættelsesvilkår.
3. Med forbehold af de begrænsninger der begrænses af hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed, indebærer det retten til
a. At søge faktisk tilbudte stillinger,
b. Frit at bevæge sig inden for medlemsstaternes område i dette øjemed,
c. At tage ophold i et af medlemsstaterne for der at have beskæftigelse i henhold til de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der gælder for indenlandske arbejdstageres beskæftigelse
d. At blive boende på et medlemsstats område på de af Kommissionen ved gennemførselsordninger fastsatte vilkår efter at have haft ansættelse der.
4. Bestemmelserne i denne artikel gælder ikke for ansættelse i den offentlige administration.
FIFA’s regelsæt til regulering af transferreglerne:
Art. 2:Hvert nationalt forbund fastlægger to registreringsperioder pr. år, ud fra følgende principper:
a. Den første periode starter, tidligst, når det nationale mesterskab er afgjort, og senest, før det efterfølgende nationale mesterskab begynder. Denne periode bør, i princippet, ikke vare over 6 uger.
b. Den anden periode starter ca. i midten af sæsonen. Perioden bør, i princippet, ikke varer mere end 4 uger og bør være begrænset til registrering udelukkende af sportsbegrundede årsager, såsom teknisk vedligeholdelse af et hold eller til erstatning af skadede spillere, eller under meget specielle forhold.
2. De nationale forbund skal underrette FIFA om afholdelse af perioderne.
Kilde:www.retssal.dk
